Venteliste
5 nov

Brent Faiyaz

VEGA - Store Vega

Den fremadstormende amerikanske sanger og producer, der har arbejdet sammen med bl.a.
Drake, The Neptunes og Tyler, The Creator, giver koncert den 5. november i Store VEGA.


Hvis du er på udkig efter det næste stjerneskud, der som The Weeknd kan levere hudløs croon,
kuldslåede tekster og smooth produktioner, så er Brent Faiyaz er godt bud på en fremtidig
superstjerne. På få år har den amerikanske R&B-sanger, sangskriver og producer nemlig slået sit
navn fast, som et af genrens allerstørste talenter.Christopher Brent Wood, som dåbsattesten siger, fattede tidligt interesse for musik, og som teenager dyrkede han rappere som Laureen Hill og Currensy og soulikoner som Curtis Mayfield og Gil-Scott Heron. Op igennem 10’erne udgav han musik med gruppen Sonder, samtidig med at
han tiltrak sig større og større opmærksomhed som soloartist.
Det kulminerede i 2016, da han var featured på Goldlinks kæmpehit ”Crew”, der solgte 6 x platin
og blev nomineret til en Grammy for ”Best Rap/Sung Collaboration”. I årene efter udgav han flere
ep’er, hvoraf ”Fuck the World” (2020), gik top 20 i USA.
I 2021 satte han for alvor kul under kedlerne med en tretrinsraket af forrygende singler: "Wasting
Time" featuring Drake og The Neptunes, "Gravity" med DJ Dahi og Tyler, the Creator og "Mercedes", der understregede Brent Faiyaz’ status som en af tidens mest talentfulde R&B-stemmer. Han udgav i løbet af året desuden singler med kæmpenavne som Juice WRLD, A$AP Ferg, Baby Keem og Meek Mill.Brent Faiyaz’ kommercielle tigerspring kulminerede, da han i sommeren 2022 udsendte albummet ”Wasteland”, der udover Drake, Neptunes, DJ Dahi og Tyler, The Creator også byder på gæsteindslag fra Alicia Keys og Raphael Saadiq. Ved sin udsendelse gik det top 2 i hjemlandet, top 5 i Canada og top 10 England. Sangene fra albummet kan du se frem til at opleve live herhjemme, når Brent Faiyaz den 5. november giver sin første danske koncert i Store VEGA, hvor publikum kan glæde sig til at blive forført af hans direkte bangers og sensuelle slowjams.

Brent Faiyaz