16 jun

Sparks

VEGA - Store Vega

Den excentriske amerikanske popgruppe vender tilbage til Danmark til sommer, hvor de giver koncert i Store VEGA den 16. juni.

Popmusikkens muligheder er grænseløse, hvis man væbner sig med frygtløshed, humor og en sund dosis galskab. Det er Sparks et levende bevis på.

De amerikanske artpoppere revolutionerede poppen i 70’erne og er fortsat særdeles aktive både live og på plade. Sparks barsler således lige nu med deres 25. album, ”The Girl Is Crying in Her Latte”, der er sat til at udkomme den 26. maj, og som de efterfølgende tager på turné med.

Sparks’ kunstneriske kerne er brødreparret Ron og Russel Mael, der med henholdsvis sine signaturklingende synths og sin karakteristisk falset har defineret gruppens lyd, som generationer fans af skæve popeksperimenter har taget til sig. Sparks er kendt for sine både legende, bombastiske og flamboyante sangskrivning, der især på kultpladerne ”Kimono My House” og ”Propaganda” (begge udgivet i 1974) kongenialt og i hæsblæsende tempo mikser glam, synthpop og artrock.

At Sparks excentriske sange har haft enorm musikhistorisk betydning, vidner listen over deres erklærede fans om. Den tæller nemlig så forskellige musikere som ABBA, Björk, Kurt Cobain, Ramones og Paul McCartney – samt Erasure og Faith No More, som Sparks har samarbejdet med.

De seneste år har Sparks gæstet Danmark flere gange, hvor de bl.a. har optrådt for et begejstret, udsolgt DR Koncerthuset. Gruppens mange entusiastiske fans, kan nu se frem til at glædeligt gensyn, når de balstyriske poppionerer giver koncert i Store VEGA den 16. juni.

Genres: Pop, Art-rock
Sparks