Biografi!

Countryvibet single, album- og tourannoncering fra Selina Gin

Selina Gin er flyttet på landet, og der er flyttet en countryvibe ind i hendes nye single Oh My Heart. Singlen er sidste forløber for albummet I Memorize your Face, ‘Cause It Changes All the Time, der udkommer 26. september.

Siden Selina Gins første single, fra hendes kommende andet album, landede, placerede hun sig i højeste rotation på P6 og har ikke sluppet grebet siden. Først med Hey Gatekeeper <3 og så med Hurts Like a Mother. Nu er hun klar med sin tredje single: Oh My Heart.

Oh My Heart er en kærlighedssang, der er skrevet af noget så sjældent som begge parter i et forhold. Selina og hendes mand har skrevet teksten til hinanden en aften over klaveret. Det er en hyldestsang til kærligheden, og til den største gave af alle: deres datter. 

“Alle teksterne til det nye album er skrevet sammen med min mand, og det har virkelig været særligt at skrive sammen med en, der har en dyb forståelse af hvem og hvor man er. Den her sang skrev nærmest sig selv, lynhurtigt - den kom bare, på en måde jeg aldrig har prøvet før”.

Med et overraskende country-udtryk, organiske instrumenter og Selinas stemme i centrum – med en kvalitet, der klinger næsten Dolly Parton’sk – er Oh My Heart både intim og kraftfuld. En sang, der kommer lige fra og rammer lige i hjertet.

De nye sange fra Selina Gin afslører, at hendes musikalske talent og -vingefang er blevet på en gang større og mere rodfæstet. Hun er flyttet fra byen, og hun er blevet mor. Begge dele har farvet hendes sangskrivning.

“Det er som om, jeg først nu har fundet ud af, hvorfor jeg laver musik. Og det er ikke for at overtage verdensherredømmet - det er fordi jeg faktisk kan sige noget med sangene, som jeg føler giver mening - og som jeg håber resonerer hos dem, der lytter”, fortæller hun. 

Oh My Heart er gjort færdig i studiet i samarbejde med Søren Buhl Lassen og udkommer 15. august 2025

Samtidig med singlen den 15. august offentliggøres Selina Gins albumtour:

05.03.2026: Gimle, Roskilde

06.03.2026: SH35, Aalborg

07.03.2026: Voxhall, Aarhus

13.03.2026: Harders, Svendborg

14.03.2026: Vega, København

Billetsalget starter tirsdag den 19. august 2025 kl. 10.00

 

Har du spørgsmål?

Tag kontakt til os hvis du har en forespørgsel booking@sbp.dk

Musikken!