Bedouine
DR Koncerthuset - Studie 3
Efter tæt på fem års albumpause udsender den syrisk-amerikanske sanger og sangskriver nyt album, ”Neon Summer Skin”, den 5. juni. Den 1. september indtager hun DR Koncerthusets Studie 3 med sine nænsomme sange.
Siden hun albumdebuterede i 2017 med sit selvbetitlede debutalbum, har Bedouine stået bag nogle de mest nænsomt udfoldede og melodiøst indtagende folkpopsange i dette årtusinde.
Debutens formfuldendte miks af 60’er-folk, fløjlsblød 70’er-østkyst-singer/songwriter og hendes varmt omfavnende vokal fik topkarakter i engelske Independent, som kaldte hende ”a talent as intriguingly fully-formed and distinctive, in its own way, as Marling, Mitchell and Bush”. The Guardian gav debuten 4 ud af 5 stjerner og karakteriserede den som ”One of the most understated and charming albums of the year”.
Herefter fulgte yderligere to album, ”Bird Songs of a Killjoy” (2019) og senest ”Waysides” fra 2021. Begge demonstrerer Bedouines enestående evne til at tonesætte lyriske og længselsfulde tekster på allermest indtagende vis, hvilket medier som Paste Magazine, Mojo, Variety og Pitchfork faldt i svime over. Bedouine har også samarbejdet og turneret med kolleger som Waxahatchee, Hurray for the Riff Raff, Fleet Foxes og Father John Misty.
Efter næsten fem års albumpause vender Bedouine den 5. juni tilbage med sin fjerde fuldlængde, der bærer titlen ”Neon Summer Skin”. Albummet er inspireret af melodimestre som Todd Rundgren, Karen Carpenter og Carole King og farvet af psykedelia, bossanova og jazz. Det kredser om oplevelser fra barndommens gyldne sommerminder og den bittersøde erkendelse af, at hendes forældre bliver ældre, og at de en skønne dag ikke er her mere.
Efter albumrelease drager Bedouine på en international turné, der runder Danmark. Den 1. september giver hun således en af sine sjældne danske optrædener, når hun står scenen i DR Koncerthusets Studie 3.