Djo
Poolen
Joe Keery, der spiller en af hovedrollerne i den populære Netflix-serie, kommer til Danmark under sit musikalske alias Djo, der giver koncert i Poolen den 10. juni.
Mange kender Joe Keery som karakteren Steve Harrington i Netflix-hittet ”Stranger Things”. Men færre ved, at han ud over at være en fremragende skuespiller også er en mindst lige så forrygende musiker.
Før Keery slog igennem som skuespiller, var han guitarist og trommeslager i det psykedeliske indierockband Post Animal, med hvem han udgav to album fra 2015-2018. I takt med at skuespilkarrieren slugte mere og mere tid, gik han dog ud af gruppen. Men lysten til at lave musik stoppede ikke.
Under indspilninger af ”Stranger Things” byggede han sit eget hjemmestudie i sit lejede hus i Atlanta, hvor han dykkede ned i synthesizere, plugins og guitareffekter, og resultatet udkom i 2019 i form af solodebuten ”Twenty Twenty”, udsendt under aliasset Djo. Et formidabelt album fyldt med herligt rundtosset soveværelsespop, der sender kærlige nik til Tame Impala, Ariel Pink og Mac DeMarco. NME belønnede da også pladen med 4 ud af 5 stjerner.
I 2022 var Keery klar med opfølgeren ”Decide”, hvor han i forhold til debutens guitarfunderede lyd dykker dybere ned i synthesizerens syntetiske klangverden. Kritikerne tog positivt imod albummet, der modtog flotte anmeldelser fra bl.a. Clash Music, Under The Radar og The Line Of Best Fit. ”Decide” sikrede derudover Keery hans første Billboard-placering, da albummet gik ind som nummer 56 på den amerikanske albumhitliste, ligesom det opnåede solide placeringer på bl.a. den tyske, canadiske og hollandske album-chart.
I 2024 gik ”Decide”-singlen ”End of Beginning” – to år efter den oprindelig udkom – viralt på TikTok og hittede efterfølgende så massivt, at nummeret på et tidspunkt var det fjerdemest spillede nummer på Spotify globalt. I den forbindelse udtalte Joe Keery til DR, at han ”ville elske at turnere i Europa. Det har altid været en af mine store drømme”. Den drøm bliver til virkelighed til sommer, når Djo giver koncert i Poolen 10. juni.