Ethel Cain
VEGA - Store Vega
Anmelderrost gothpopper indtager VEGA med nyt album
Amerikanske Ethel Cain annoncerer nyt album “Willoughby Tucker, I Will Always Love You” til august, og giver koncert lørdag den 25. oktober i Store VEGA som del af sin kommende Willoughby Tucker Forever turné.
”Som en gotisk katedral i moderne popmusik tårner Ethel Cain sig op”.
Således har Politiken beskrevet den amerikanske sanger og sangskriver, der med sin blanding af excentrisk singer/songwriter, soveværelsesproduktioner og Southern Gothic-fortællinger lyder som en dragende date mellem Lana Del Rey og David Lynch.
Ethel Cains baggrund er broget. Hun er opvokset i et dybt kristent hjem, men forlod kirken som 16-årig. Udover at være en af sin generations mest originale musikere er hun også transkvinde og diagnosticeret med autisme, hvilket hun taler åbent om. Alle disse elementer flyder sammen i hendes både personlige og samfundskritiske sange, der elegant sammenvæver religion, sex, køn og social kritik med amerikansk folklore og populærkultur.
Det store gennembrud kom i 2022 med singlen ”American Teenager”, der blev udråbt som et af årets bedste numre af bl.a. Pitchfork, The Guardian og The New York Times, og debutalbummet ”Preacher’s Daughter”, hvis sortrandede popsange og filmiske tekster blev skamrost af medier som Clash Music, The Line of Best Fit og DIY Magazine.
Ethel Cain er en kunstner, der ikke står stille, og siden debuten udkom, har hun udover at turnere det meste af kloden bl.a. samarbejdet og optrådt med Boygenius, Florence + the Machine, Caroline Polacheck og Mitski og arbejdet som model i New York og London. I 2024 blev hun desuden inkluderet på magasinet Forbes’ prestigefulde liste ”Forbes 30 Under 30”.
At Ethel Cain er en musiker, der udfordrer sig selv og sit udtryk, understregede hun i starten af 2025. Her udkom albummet ”Perverts”, der med sine knugende, kompromisløse eksperimenter i grænselandet mellem drone, slowcore og ambient viser en helt anden side af hende. Men arbejdsiveren stopper ikke her: til august er hun aktuel med endnu et album, ”Willoughby Tucker, I Will Always Love You”, der bliver beskrevet som en prequel-historie til ”Preacher’s Daughter”.
Den nye Willoughby Tucker Forever turné er Ethel Cains største til dato og vil bl.a. bringe hende til Londons Eventim Apollo, Paris’ L’Olympia, New Yorks Radio City Music Hall, Los Angeles’ Shrine Auditorium, Berkeleys Greek Theater og mange flere.
I 2023 koncertdebuterede Ethel Cain herhjemme med en omtalt koncert på Roskilde Festival, som Politiken kaldte ”en optræden, der viste, at Ethel Cain har styr på både sangstemme, røverhistorier og atmosfære”. Hendes hengivne fans, der ved den lejlighed befolkede Avalon, kan se frem til et glædeligt gensyn med det amerikanske unikum, når hun lørdag den 25. oktober giver sin første danske venue-koncert i Store VEGA.
Koncertinformation:
Ethel Cain (US) i Store VEGA
Lørdag d. 25. oktober 2025 kl. 20:00
Billetpris: 370 kr. + 7 kr. donation* + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 28. marts kl. 10.00
Begrænsning på 4 billetter pr. køb.
OBS: Adgang til koncerten foregår kun med "Pass" i Billetlugens mobil-app (download her).
For FAQ om Pass og Billetlugens app klik her.
*Ethel Cain har indgået et samarbejde med The Ally Coalition, så 7 kr. for hver solgt billet går til organisationer, der arbejder for at støtte trans-samfundet.
