Genevieve Stokes
DR Koncerthuset - Studie 3
Genevieve Stokes, hvis klaverbårne sange vækker minder om Phoebe Bridgers, Fiona Apple og Regina Spektor, giver sin første danske koncert den 15. november i DR Koncerthusets Studie 3.
Musikken har været en del af Genevieve Stokes’ liv fra en tidlig alder. Allerede som otteårig begyndte hun at spille klaver og skrive sine egne sange, og de mange timers fordybelse har resulteret i et talent af en helt særlig karat.
Den amerikanske sanger og sangskriver skaber formfuldendt klaverbåren indiepop, der rummer svimlende dybder, store følelser og intime bekendelser. Hun er fan af Fiona Apple og Regina Spektor, og man sporer også inspiration fra nyere musikalske unikummer som Phoebe Bridgers og Lucy Dacus i hendes gribende og sofistikerede sangskrivning.
I 2020 skrev Genevieve Stokes kontrakt med det legendariske amerikanske musikselskab Atlantic (Aretha Franklin, Led Zeppelin, The War on Drugs), som i 2021 og 2023 udsendte de lovende ep’er ”Swimming Lessons” og ”Catching Rabbits”, inden det fremragende debutalbum ”With a Lightning Strike” udkom i 2024, indspillet med bl.a. produceren Tony Berg (Taylor Swift, Phoebe Bridgers). Efterfølgende gennemførte hun både sin egen headliner-tour og turnerede med Role Model.
Efter at have pustet ud i Portland, Maine rører det musikalske stjernefrø nu på sig. I 2026 har hun indtil videre sluppet de to glimrende singler ”Medicine” og ”Poltergeist”, og meget tyder på, at der er mere ny musik i vente. I hvert fald har Genevieve Stokes lige offentliggjort en international turné, der inkluderer hendes første danske koncert, som finder sted den 15. november i DR Koncerthusets Studie 3. Og mon ikke hun til den tid har flere nye numre at forkæle publikum med?