Hazlett
DR Studie 2
Fremadstormende Hazlett, som har givet flere udsolgte koncerter i Danmark de seneste år, indtager DR Koncerthusets Studie 2 den 7. marts 2027 med sine smukke og gribende sange.
“En følsom, stædig, simpel, romantisk fyr”. Sådan præsenterer Mitchell Hazlett Lewis sig selv og sit musikalske projekt, der blot bærer hans mellemnavn, og som er et af de seneste års mest spændende nye navne i grænselandet mellem folk, singer/songwriter og indie.
Hazletts sange bærer da også følelserne uden på skovmandsskjorten, når de behandler intime tanker og eksistentielle temaer i smukke melodier, som sofistikeret forløses i store gåsehudsfremkaldende omkvæd.
Efter at have startet karrieren ud på mindre lokale scener i hjemlandet Australien, fik Hazletts kunstnerisk visioner for alvor luft under vingerne under en rejse til Sverige, hvor han i dag er bosat.
Resultatet udkom i 2023 i form af den formfuldendte debut ”Bloom Mountain”, som på fornem vis forener klassiske folkemusikalske traditioner med en moderne og direkte kommunikerende sangskrivning. Efterfølgeren ”last night you said you missed me” fulgte i 2025, hvor Clash Music honorerede det eftertænksomme og livskloge album med hele 8 ud af 10 stjerner og skrev: ”It’s subtle; you’ll need to listen with commitment, but that investment will be rewarded”.
De seneste år har Hazlett været en flittig og i stigende grad populær gæst herhjemme med udsolgte koncerter på Stengade og senest i Lille Vega. Nu tager den australske indiefolk-magiker et skridt op, når han den 7. marts 2027 står på scenen i DR Koncerthusets smukke Studie 2.