James Blunt
Royal Arena
Den elskede engelske popsmed, James Blunt, forkæler sine mange danske fans med nyt album “Airplane Mode” og et kæmpe show den 19. marts 2027 i Royal Arena – hans største danske indendørs koncert nogensinde.
“Airplane Mode” lander den 6. november og byder på den sommerlige førstesingle “Tastes Like Summer” samt elleve andre sange om livets farverige rejse - herunder den nye single, “Weight Of It All”, som gribende fortæller historien om det moderne livs pres på mennesket. Albummet er indspillet med James’ fremragende mangeårige liveband, som også kan opleves på scenen i Royal Arena sammen med Blunt.
Det er få musikere, der opnår at skrive en så tidløs klassiker som James Blunt har gjort med ”You’re Beautiful”.
Da den udkom som single i 2005, blev den lynhurtigt et globalt fænomen med 1. pladser på hitlisten i så forskellige lande som USA, England, Canada, Sverige og Ecuador. Nummeret har da også for længst rundet 1 mia. streams på Spotify, hvor James Blunt har over 14 mio. månedlige lyttere.
Heldigvis er den engelske popsmed meget mere end en døgnflue. Siden den multiplatinbelønnede debut ”Back to Bedlam” udkom i 2004, har han udsendt i alt syv studiealbum, der alle er gået top 5 i hjemlandet; senest ”Who We Used to Be” fra 2023, som Clash Music kaldte ”a testament to his undeniable talent and ability to connect with listeners on a profound level”.
Netop forbindelsen til sine lyttere er – udover hans stærke sangskriverpen og udtryksfulde vokal – en af James Blunts store forcer. Lige så dybfølt som han leverer sine personlige tekster, lige så imødekommende, humoristisk og selvironisk er han på sociale medier og til sine koncerter.
Det har publikum på både festivaler og spillesteder herhjemme talrige gange nydt godt af, og nu er muligheden der snart igen i form af et helt særligt show. Når James Blunt står på scenen i Royal Arena den 19. marts 2027, bliver det således hans største danske indendørskoncert nogensinde, hvor hans fans bliver forkælet med et bredt udvalg fra bagkataloget.