5 apr

Julie Pavon

Hotel Cecil

Julie Pavon har spillet Roskilde Festival, leveret lydsporet til Hermès' catwalk på Paris Fashion Week og givet udsolgte koncerter med kun to singler og en EP ude, som har fortryllet kritikere og lyttere med sin kombination af rå, eksperimenterende house-beats og dybe, intense vokaler. 

Den dansk/honduranske artist har med numre som 'Jealous', ‘High’, 'Watch Her Dance' og senest ‘Don't Call Me Out’ fundet sin vej gennem undergrunden og direkte ind på BBC Radio 6 i England, hvor førstnævnte også blev udnævnt som P3's Uundgåelige på P3.

For Julie Pavon er musik en måde at få adgang til de ukendte og ustyrlige energier inden i hende. Hendes tekster beskriver indre dualiteter, sjælens paradoksale kræfter. Søde, smertefulde knuder af længsel og sårbarhed, drøm og virkelighed, ekstase og fortvivlelse.

Den rå og spontane kraft i Julies musik finder naturligt sit udtryk på scenen. Noget særligt sker, når hun optræder live. Soundvenue beskrev det som "en oplevelse din krop aldrig vil glemme" og kaldte hende "landets mest intense liveperformer." Julie Pavon arbejder i øjeblikket på sit debutalbum, der forventes udgivet i 2024 på Music For Dreams.

Julie Pavon