Kruder & Dorfmeister
DR Koncerthuset - Koncertsalen
Den østrigske downbeat-duo Kruder & Dorfmeister markerer 25 års jubilæet for ”The K&D Sessions” med eksklusiv koncert den 4. oktober i DR Koncerthusets Koncertsal.
Få albums indkapsler en tidsperiode og tidsånd som Kruder & Dorfmeisters ”The K&D Sessions”.
Med sine tilbagelænede, billedskabende og øregangsmasserende kompositioner, der er som skabt til et chillet solnedgangs-set på en sydhavsø, var albummet fast inventar på Ibiza og til afterparties, morgenfester og hjemmelytning omkring årtusindeskiftet. Og med et albumsalg på mere end en mio. eksemplarer kom den østrigske downbeat-duo exceptionelt bredt ud.
Peter Kruder og Richard Dorfmeister fandt sammen tilbage i 1993 omkring en fælles kærlighed til triphop, electronica og hiphop-beats og fik allerede med debut-ep’en ”G-Stoned” hul igennem til udlandet, hvor den legendariske BBC-radiovært Gilles Peterson bl.a. kastede sin kærlighed på dem.
Det helt store gennembrud kom dog med ”The K&D Sessions”, der udkom i slutningen af 1998. At kalde det et album er lidt en tilsnigelse, for i virkeligheden er der tale om et udvalg af remixes af navne som Depeche Mode, Bomb The Bass og Roni Size samt to af K&D’s egne kompositioner, mikset sømløst sammen og oprindeligt fordelt på to cd’er.
Medier som Spine og Pitchfork roste albummet, der på hjemmesiden Allmusic.com karakteriseres som ”the most blissfully blunted music the world has ever heard”. Og ”The K&D Sessions” modtog guldplader i både Østrig og England.
Sidste år blev ”The K&D Sessions” 25 års fødselsdag markeret med særlige 6- og 3-dobbelte lp- og cd-boksset, og nu drager de østrigske mood-mestre på turné for at fejre jubilæet live – og lykkeligvis har de valgt at inkludere Danmark på tourplanen. Den 4. oktober står de således på scenen i DR Koncerthusets smukke Koncertsal, der udgør de optimale rammer for deres stemningsfulde remixes og kompositioner.
