Laufey
Royal Arena
I 2024 udsolgte hun Store VEGA på rekordtid. Nu er Laufey aktuel med sit nye album A Matter of Time, og den 22. februar 2026 gæster hun Royal Arena som en del af hendes Europa arena tour.
Laufey er kendt for at væve sine livserfaringer direkte ind i musikken. På debutalbummet Everything I Know About Love (2022) beskrev hun overgangen til voksenlivet. På det GRAMMY vindende Bewitched (2023) tog hun fat på ung kærlighed. På hendes nye album A Matter of Time udforsker hun sin lyd i friere form. Nu kan du glæde dig til at opleve hende live i Royal Arena.
A Matter of Time streamer allerede i millionklassen, dominerer de internationale album- og vinylhitlister verden over, og som GAFFA skriver i deres anmeldelse: ”A Matter of Time kunne let blive Laufeys internationale gennembrud. Hun viser format, personlighed og evnen til at gøre en støvet genre levende igen.”
Laufey har tryllebundet en hel generation med sin musik om kærlighed og selvopdagelse og sin modige blanding af jazz, klassisk og pop. Hun skaber en musikalsk bro mellem fortid og nutid og forbinder navne som Chet Baker, Carole King og Ravel med et ungt publikum.
Hun har solgt ud i ikoniske venues som Hollywood Bowl, Radio City Music Hall og Royal Albert Hall, og hun har optrådt med bl.a. LA Philharmonic, National Symphony Orchestra og China Philharmonic Orchestra. Hun har delt scene med Batiste og Raye, og hun har samarbejdet med kunstnere som Beabadoobee og Norah Jones.
