24 feb

Magdalena Bay

VEGA - Store Vega

Magdalena Bay, hvis 2024-album ”Imaginal Disk” bl.a. er blevet skamrost af NME, Pitchfork og Soundvenue, følger op på deres optræden på Roskilde Festival 2025 med en koncert den 24. februar 2026 i Store VEGA.

Med ”Imaginal Disk” leverede Magdalena Bay et af 2024’s bedste popalbum. Det siger en del om den amerikanske duos evner til at skrive forførende synth-ørehængere, at mange ikke har opdaget, at albummet er baseret på en udknaldet historie om en kvinde, der skal have indsat en disk i sit hoved.

Mica Tenenbaum og Matthew Lewin dannede gruppen i 2016. De skriver og producerer selv al musik, mens Mica farver sangene med sin stærke vokal. Sammen debuterede de i 2021 med albummet ”Mercurial World”, hvis synth- og trommedrevne artpop blev vel modtaget af kritikerne og sikrede makkerparret en 18. plads på Billboards Heatseekers-hitliste, der fokuserer på nye navne. 

Med opfølgeren ”Imaginal Disk” fik Magdalena Bay dog for alvor hul igennem til et større publikum. Det konceptuelt bårne album, der på eventyrligvis mikser synthpop med elementer af alt fra dance og disco til shoegaze og progprock, blev hypet af selveste Rosalía, der som en hyldest klædte sig ud med en cd i panden til Halloween. Anmelderne var også henrykte.

Pitchfork kvitterede med 7,7, mens NME gav fuldt hus med 5 ud af 5 stjerner og kaldte det ”kaleidoscopic and overproduced in all the right ways”. Herhjemme uddelte GAFFA maksimale 6 ud af 6 stjerner, mens Soundvenue skrev: ”Den (…) excentriske popduo har begået årets uden tvivl bedste album om at få cd’er indsat i hovedet. Og et af årets bedste album i det hele taget”. ”Imaginal Disk” sikrede Magdalena Bay en 6. plads på Heatseekers-listen, mens det gik top 20 på den officielle amerikanske albumhitliste.

Visuelt er Magdalena Bay inspireret af 00’ernes internetkultur med pixelerede animationer, fluorescerende farver og relativistisk brug popkulturelle symboler. Det kommer også til udtryk live, hvor duoen benytter sig af iøjnefaldende backdrops for at sætte deres syrede, men sødmefulde sange i scene.

Magdalena har lige givet deres første koncert herhjemme på årets Roskilde Festival, men allerede til foråret er det igen muligt at opleve dem live herhjemme. Det sker med deres første danske venuekoncert den 24. februar 2026 i Store VEGA.

Magdalena Bay