24 mar

SLIFT

Loppen

Det er efterhånden tre år siden at SLIFT udgav deres anmelderroste LP 'UMMON' - en knogleknusende, mørk rum-odyssé gennem afkroge doom-metal, psykedelisk rock, der gennem gentagelse og rendyrkede udbrud af furore eksperimenterer med både trance og energi i et tidløst univers. Teksterne fortæller fantasifulde myter om titaner, rumrejser og kosmiske urkræfter, der matcher SLIFTS atmosfæriske og dyriske musikalske univers.

Selvom SLIFTs musik skuer mod det ydre rum og abstrakte dimensioner, har gruppen deres rødder i her på jorden i Toulouse, hvor brødrene Jean og Remi Fossat dannede et punk-band med deres skoleven Canek Flores. Selve navnet SLIFT stammer fra en karakter i Alain Damasios science-fiction roman “La Zone du Dehors” og snart flød sci-fi indflydelserne også over i trioens musik, hvilket resulterede i at trioens debut-EP 'Space Is the Key' landede på et noget mere psykedelisk og tungt sted end SLIFTs punkede ophav. Og herfra bliver det kun mere syret:
Da SLIFT året efter udgav debutalbummet 'La Planeté Inexplorée', blev der introduceret højere tempo og bongotrommer (!) og med deres nye spacey, krautede og jazzede lyd kom SLIFT med et futuristisk bud på stoner-rock, og det blev bemærket, da bandet cementerede sig i YouTubes algoritmer med deres KEXP session fra 2019.

Da bandet sidst passerede Loppen var det på bølgen af 'UMMON', og når de igen i marts inviterer os indenfor i rumkapslen, bliver det med helt nye space-jams fra trioens kommende plade 'ILION', der lover alt fra Godspeed! You Black Emporer…-agtige lydflader til episke udbrud af apokalyptisk intensitet og intrikate psykedeliske kompositioner.
"This is an album constructed in the manner of a Homeric story," fortæller SLIFT. "Where the two records differ is that 'ILION' is about human emotions and feelings, whereas 'UMMON' was telling an epic story with a distant view. 'ILION' represents the fall of humanity and the rebirth of all things in time and space."

Det er om noget store ord, men der er ingen tvivl om, at SLIFT kommer til at leve op til dem, når de indtager Loppen d. 24. marts 2024!

SLIFT