Udsolgt
11 mar

The Dead South

VEGA - Store Vega

Canadiske The Dead South giver koncert med numrene fra deres nye album ”Chains & Stakes” den 10. og 11. marts 2025.

"Mumford and Sons' onde tvillinger".

Sådan præsenterer canadiske The Dead South sig selv. Ligesom det britiske band, dyrker kvartetten fra Regina, Saskatchewan folkemusikkens traditioner og genrer – i deres tilfælde bluegrass, folk og country. Men hvor Mumford and Sons’ udtryk er poppet appellerende, kan man mærke, at The Dead South har rødder i punkmiljøet. 

De optræder ganske vist i hvide skjorter og cowboyslips, men det forrygende firkløver dyrker kompromisløst amerikansk folklores mest dystre og brutale sider med bloddryppende tekster om druk, vold, mord, svigt og spøgelser. Leveret med trestemmige harmonier, banjo, mandolin og støvletramp!

The Dead South blev dannet i 2012 af Nate Hilts (sang, guitar, mandolin) og Danny Kenyon (cello, bas, sang), der efter at have spillet sammen i flere kortlivede rockbands fik ideen til at danne et "rockin' stompin' bluegrass band". De fandt sammen med Scott Pringle (guitar, mandolin, sang) og Colton Crawford (banjo), og kort efter var The Dead South en realitet.

Debuten ”Good Company” udkom i 2014, og det store gennembrud fulgte i 2016 med singlen ”In Hell, I'll Be in Good Company”, der gik top 50 på den amerikanske hitliste og top 20 på den amerikanske iTunes Chart. Nummeret er streamet over 100 millioner gange på Spotify, og den tilhørende video har mere end 400 millioner visninger på YouTube.

Siden har The Dead South etableret sig som et globalt anerkendt navn, der har turneret i store dele af verden – heriblandt Tønder Festival, hvor gruppen i 2023 gav en koncert, der blev rost af Politiken og GAFFA. 

I februar 2024 udkom deres fjerde studiealbum ”Chains & Stakes”, der ligesom forgængeren ”Sugar & Joy” strøg til tops på den amerikanske bluegrass-hitliste. De nye numre kan The Dead Souths danske fans glæde sig til at opleve live, når canadierne gæster Store VEGA den 10. og 11. marts 2025.

The Dead South