17 jul

The War On Drugs

Lunden

The War On Drugs og Mew giver unik sommerkoncert i HorsensDen populære amerikanske rockgruppe forkæler deres mange danske fans med en koncert under åben himmel den 17. juli i Lunden i Horsens. Aftenen indledes med en optræden af det legendariske danske indie-rock-band, Mew, som vil sætte scenen for en uforglemmelig musikoplevelse.

Danske musikelskere har et helt særligt forhold til The War On Drugs. Som om deres stemningsmættede og meditative miks af klassiske Bruce Springsteen-dyder, blidt bumlende highway-rock, længselsfuld americana og bevidsthedsudvidende guitarekvilibrisme taler direkte til vores lidt indadvendte nationalkarakter og nordiske melankoli.

Siden den amerikanske rockgruppe gav sin første koncert på Loppens intime scene i 2011, er deres popularitet da også vokset eksplosivt herhjemme, hvilket talrige udsolgte koncerter – heriblandt to komplet udsolgte koncerter i K.B. Hallen i 2022 – og festivalshows vidner om. Sidst, The War On Drugs’ danske fans kunne synge med på amerikanernes medrivende rockhymner, var på Syd For Solen i 2023, hvor de gav en uforglemmelig afslutningskoncert, og som Soundvenue skrev i sin femstjernede anmeldelse var ”det svært at forestille sig en bedre setting for The War on Drugs end de idylliske og frodige omgivelser i Søndermarken”.

Efter at have holdt pause fra turnélivet i 2023 vender The War On Drugs tilbage til Danmark til sommer med en koncert, der har potentiale til at blive lige så smuk og minderig som deres seneste danske visit. Den 17. juli indtager de således udendørsscenen i den idylliske park Lunden i Horsens, hvor fanfavoritter som ”Red Eyes”, ”Under Pressure”, ”Pain” og ”I Don’t Live Here Anymore” får optimale forhold til at folde sig ud i al deres melodiske pragt under åben himmel.

Mew, kendt for deres evne til at skabe drømmende og atmosfæriske musikoplevelser, vil som aftenens første act levere en perfekt entré til The War On Drugs' dybt følte rock. Med Mews tilstedeværelse bliver koncerten i Lunden et showcase af musikalsk excellence og emotionel dybde, der spænder over flere genrer.

The War On Drugs