Tycho
Pumpehuset
Grammy-nominerede Tycho inviterer til elektronisk fest i Pumpehuset med nyt album.
Amerikanske Tycho, der flere gange har været nomineret til en Grammy for sine drømmende elektroniske numre, giver koncert i Pumpehuset den 13. marts 2025 med det nye album ”Infinite Health”.
Musikalsk befinder Tycho sig i et sweet spot mellem electronica, IDM, downtempo og ambient. Og siden amerikanske Scott Hansen albumdebuterede under sit alias med ”Past Is Prologue” i 2006, har han etableret sig som en af seneste 20 års mest populære og roste elektroniske musikere.
Tycho er inspireret af stilskabende navne som Boards of Canada, DJ Shadow, Bonobo og Ulrich Schnauss, og hans øregangsmasserende kompositioner, der blander analoge instrumenter, organiske samples og digitale produktioner, emmer af både skønhed, nostalgi og længsel.Det store gennembrud kom med ”Awake”, der i 2014 sikrede ham en andenplads på Billboards US Dance-hitliste og en 23. plads på albumhitlisten. Internationale medier som XLR8r og Filter roste udgivelsen, mens GAFFA uddelte fire flotte stjerner under overskriften ”Komplet og gennemført chill-out-session”.
Med efterfølgeren ”Epoch” (2016) erobrede Tycho førstepladsen på den amerikanske dance-hitliste, og senere modtog albummet en Grammy-nominering i kategorien ”Best Dance/Electronic Album” – en ære som også tilfaldt Tychos femte studiealbum ”Weather” (2019).
Efter en albumpause på godt fire år er Tycho albumaktuel med ”Infinite Health”, der udkom i august måned. Det er blevet beskrevet som en tilbagevenden en mere elektronisk lyd og er blevet rost af Clash Music og Exclaim.
Tycho er mere end blot Scott Hansens projekt. Efter ”Dive” (2011) dannede han et tourband, hvorfra flere medlemmer siden også har assisteret ham under albumindspilningerne. Det kommer til udtryk live, hvor Tychos lydlandskaber får ekstra dybde og perspektiv med synthesizer, guitar, bas, trommer og percussion. Det kan publikum bevidne, når gruppen den 13. marts 2025 inviterer til medrivende elektronisk fest i Pumpehuset.