Venteliste
27 feb

Tyler Childers

VEGA - Store Vega

Tyler Childers, der har været nomineret til en amerikansk Grammy og har henrykket publikum i Pumpehuset og på Tønder Festival og Roskilde Festival, giver koncert i Store VEGA den 27. februar 2024 med sit nye album ”Rustin’ in the Rain”.

Tyler Childers’ sange er usentimentale og socialrealistiske skildringer af livet i USA uden for de store byer, befolket med rednecks, dunkle barer, sprut, piller og stoffer, åbne vidder, synd og skam, stormende kærlighed og kuldsejlede forhold. Han har kort sagt et fast greb om countryens kernefortælling, og musikalsk mikser han ubesværet det bedste fra amerikanske ur-genrer som country, bluegrass, folk og americana. Derfor betragtes han som et af countryens stærkeste navne lige nu.

Som kun 19-årig udgav han sit første album ”Bottles and Bibles” i 2011, men det store gennembrud kom i 2017 med ”Purgatory”, indspillet med countrystjernen – og åndsfællen – Sturgill Simpson som producer og Johnny Cashs tidligere tekniker David Ferguson bag knapperne. Det blev i 2019 fulgt op af ”Country Squire”, hvor Sturgill Simpson ligeledes bar producerhatten. Udover at lægge nye alen til Childers sangskrivningsmæssige talent sikrede albummet via singlen ”All Your’n” ham en Grammy-nominering som ”Best Country Solo Performance”.

I slutningen af 2022 udkom Tyler Childers’ seneste langspiller, ”Can I Take My Hounds to Heaven?”, der med en imponerende 8. plads sikrede ham hans hidtil bedste placering på den amerikanske albumhitliste. Childers’ karriere peaker kort sagt i disse år, og den bølge rider han videre på med sit spritnye album ”Rustin’ in the Rain”, der lander i butikkerne den 8. september.

Herhjemme har mange allerede fået øjnene op for den melodistærke amerikaner. Tyler Childers har således henrykket publikum på Tønder Festival i både 2018 og 2019, mens han i 2020 både optrådte for en hengiven crowd i et udsolgt Pumpehuset og på årets Roskilde Festival.

Den 27. februar 2024 kan nye fans slutte sig til, når han indtager Store VEGA med sine nye numre og sit fremragende liveband, der udover at bakke ham op energisk og indlevende farver sangene med autentiske countryinstrumenter som violin og steelguitar.

Tyler Childers