Vagabon

Synonymt med scene-aliaset Vagabon, leverer den 31-årige, autodidakte multi-instrumentalist og singer-songwriter Laetitia Tamko – et karakterstudie i kunstnerisk drivkraft, vedholdenhed og fighter-vilje for musikken som sit håndværk. Som helt ung oplevede hun at blive irettesat, idet nogen mente hun kunne virke for intimiderende. Noget hun bl.a. har taget afsæt i, i en længere selvudviklingsrejse, fra i store perioder af livet at være et stille væsen og en føjelig natur, til nu senere i livet ’hvert år finde noget, man ikke længere vil give en shit for’ – og parallelt en kunstnerisk færd fra hverken at have modtaget musikundervisning eller stemmetræning som barn, for selv at lære sig akkorder, lydmixing, sang og mindst lige så vigtigt: At åbne øjnene og gi’ fuld stemmekraft, når man indtager scenen!

Tamko har rekonstrueret sine genremæssige udtryk undervejs, særligt mærkbart ifm. med hver af sine albumudgivelser. ’Infinite Worlds’ fra 2017 indeholdt klassisk rock instrumentering og skramlede guitar-hymner, hvorimod ’Vagabon’ fra 2019 indeholdt et markant stilskifte. Væbnet med en laptop, en guitar og sin stemme, var ’Vagabon’ det blomstrende, sirligt sammensatte album der forløste den frodige, rumklang-baserede elektroniske ånd, som stadig er Tamko’s varemærke.

Og efter en ikke-selvvalgt pause vendte Tamko sidste år tilbage med tredje og hidtil mest velskårede album til dato!

’Sorry I Haven’t Called’ er skrevet i en periode efter at have mistet en nær ven og samarbejdspartner. Musikken er dog mod al forventning blevet en frygtløs styring mod livet.
I egne nye regler om at give slip på en række usikkerheder og uden undskyldninger for sig selv, er Tamko på scenen som Vagabon blevet en farverig, identitets-stærk kunstner, i en morgenlys regnrytmisk indie-electro-ånd. – Tamko mestrer særligt outroerne, og hendes loopede beats ligger som en blød magnetisk intensitet hen over den brusende flod af ord, der flyder ud i en atmosfærisk evighed.