WU LYF
Pumpehuset
WU LYF, som i 2011 begejstrede indiesfæren, har efter 15 års albumpause netop udsendt det fremragende ” A Wave That Will Never Break”. Den 29. september præsenterer bandet de nye numre live i Pumpehuset.
Som et lyn fra en klar himmel dukkede WU LYF op i 2011. Her var et ungt, kompromisløst band, der både mestrede riff-bårne indierockbaskere og sjælfulde ballader, anført af den ekspressive og hudløse forsanger Ellery Roberts.
Visuelt var bandet også en spektakulær oplevelse med masker, et krucifikslignende logo og andre kryptiske symboler, hvilket bl.a. fangede Pitchforks, NME’s og The New York Times’ opmærksomhed og førte til en legendarisk, fræsende intens optræden i ”Late Show with David Letterman”. Men lige så pludseligt som WU LYF dukkede op, var de væk igen. I slutningen af 2012 trak bandet sig fra offentligheden på grund af forsangerens problemer med at håndtere den pludselige berømmelse.
Den voldsomme håndbremsevending efterlod bandets fans i sorg og længsel efter ny musik fra Manchester-bandet. Derfor skabte det også en del opmærksomhed, da WU LYF i april 2025 med kort varsel udsendte singlen ”A New Life Is Coming” – deres først i 13 år – og annoncerede en række koncerter og festivalshows.
Nu er bandet for alvor tilbage: den 16. april udkom deres andet album ”A Wave That Will Never Break” – 15 år efter debuten! Og WU LYF må siges at fortsætte, hvor de slap. Pitchforks anmelder kaldte det ”a great second album. And by great, I mean, “big or immense””, og NME kaldte dem i forbindelse med comebacket for “Manchester indie heroes”.
Samtidig demonstrerer WU LYF, at de fortsat går deres egne veje. Albummet er ikke tilgængeligt på streamingtjenester, kun via Bandcamp og deres hjemmeside www.worldunite.org, hvor medlemmerne også skriver opslag, driver fanforum og sælger koncertbilletter og merchandise.
Den 4. og 5. marts 2026 spillede WU LYF to fremragende koncerter på Stengade 30, der efterlod publikum med appetit på mere. Det kan de få til efteråret, når briterne vender tilbage til Danmark, hvor de den 29. september indtager Pumpehusets stemningsfulde sal.