Torsdag den 8. august 2024 forvandler SYD FOR SOLEN Valbyparken til sommerens største dansegulv anført af engelske Fred again.., som står øverst på plakaten. I dag præsenteres yderligere to acts, der sparker gang i den gladeste sommerfest i København: Den danske supergruppe AV AV AV og det sydafrikansk-engelske lysende stjerneskud Kenya Grace.
Elektronisk stjerneskud lander for første gang i Danmark
”På SYD FOR SOLEN gør vi en dyd ud af at præsentere dagsprogrammer med superstjerner, og samtidig introducere en række håndplukkede talenter fra ind- og udland, for det musikalsk nysgerrige publikum. Kenya Grace er en helt ny artist, der udgav sin første single ”Strangers” i september 2023. Den strøg direkte ind som nummer 1 på den engelske hitliste og har allerede rundet 350 millioner afspilninger på Spotify. Herhjemme introducerede den Kenya Grace og blev P3s Ugens Uundgåelige. Hun repræsenterer det allernyeste på den elektroniske genre, og vi er meget glade for, at hendes første danske koncert bliver på SYD FOR SOLEN 2024. Musikken er catchy, melodiøs og sonisk electropop med boblende rytmik og dragende synth-flader. Er man til artister som Yaeji, Charli XCX og PinkPantheress, vil man så absolut også elske Kenya Grace” fortæller Xenia.
Kenya Grace Johnson, som hendes fulde navn lyder, er født i Sydafrika og vokset op i Southampton i England, hvor hun som tiårig begyndte at komponere sine egne sange på et gammelt Yahama-keyboard. En passion, der senere førte hende til det prestigefulde musikuniversitet Academy of Contemporary Music, hvor hun er uddannet i sangskrivning og creative artistry. Hun er en sjældent selvkørende kunstner, der selv skriver, producerer og synger sine catchy og sofistikerede kompositioner. ”Strangers” var den blot anden sang nogensinde, sunget, skrevet og produceret af en kvinde, som straks gik nummer 1 i England – efter Kate Bushs legendariske ”Running Up That Hill” helt tilbage i 1985. Kenya Grace har pt. over 29 millioner månedlige lyttere på streamingtjenesten Spotify, og efter planen udkommer hendes debut-EP i 2024.
Dansk elektronisk trekløver med album på vej
”Vi fik så god respons, da vi offentliggjorde Fred again.. som hovednavn til torsdagens SYD FOR SOLEN, og vi har virkelig glædet os til at kunne fortælle mere om, hvordan torsdagen kommer til at se ud. Vi har sammensat et program med det bedste af det bedste fra den internationale og danske melodiøse elektroniske musikscene lige nu,” fortæller Xenia Grigat, der er programansvarlig på SYD FOR SOLEN.
”Med den agenda kan man ikke komme udenom AV AV AV. Det er noget af en supergruppe, hvor tre af landets stærkeste musikere, producere, komponister og dj’s blæser publikum bagover med et solidt miks af electro, techno, house, hiphop-beats og vokalsamples. De er absolut et af de allerstærkeste elektroniske navne, Danmark nogensinde har set, og det er superfedt, at de vil tilslutte sig torsdagsprogrammet efter at have holdt en lang pause,” fortsætter hun.
Hver for sig har de tre profiler Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad skabt sig strålende karrierer som henholdsvis musikere, producere, komponister og dj’s. Som AV AV AV har de revolutioneret den elektroniske musik herhjemme med deres komplekse og beattunge bangere og åndeløse intense liveshows. De bragede ind på den danske musikscene i 2015 med ep’en ”They Live”, og indtog scenen med legesyge og komplekse kompositioner. Den overlegne udgivelse sikrede dem året efter prisen som ”Årets producer” til Steppeulven. Efter en række ep-udgivelser albumdebuterede AV AV AV i 2019 med ”No Statues”, der blev hyldet af anmelderne som en nyklassiker i dansk elektronisk musikhistorie. I februar 2024 udkommer deres længe ventede næste album ”All Inclusive”, hvorfra singlerne ”LOVING” og ”FACTS” fyrer godt og grundigt op under forventningerne til torsdagsfesten på SYD FOR SOLEN.
Nye muligheder for billetkøbere i 2024
SYD FOR SOLEN er tre dage med hver sit internationale hovednavn, skarpt forfulgt af et stærkt line-up af internationalt format, der rummer både danske og udenlandske navne. Hver dag har sit eget musikalske særpræg, og publikum vælger selv de dage, som passer perfekt til deres smag og gode festivalstemning.
Man kan naturligvis dyrke sin favorit-genre på én enkelt dag. Men i 2024 vil det også være muligt købe billetter til både to eller tre dage på SYD FOR SOLEN, hvis man for eksempel både vil opleve klub-euforien om torsdagen og arsenalet af guitarbaskere på festivalens lørdag. En éndagsbillet koster 800,- DKK + gebyr, 2 valgfrie dage koster 1.450,- DKK og en partout billet til alle tre dage på SYD FOR SOLEN koster 2.100,- DKK. Billetter købes via billetlugen.