Er man til rock- og indiemusik, kan man godt så småt begynde at glæde sig til den 10. august 2024. Her indtager de amerikanske rocklegender Queens Of The Stone Age nemlig Valbyparken som hovednavn til lørdagens program på Københavns nye store musikfestival SYD FOR SOLEN – og i dag føjes yderligere tre navne til plakaten. Der er tale om intet mindre end tre af de mest anerkendte og aktuelle rockbands på verdensplan netop nu. SYD FOR SOLEN præsenterer:
BIG THIEF (US)
THE KILLS (US/UK)
VIAGRA BOYS (SE/US)
En stor dag for rock- og indie-elskere
”Da vi offentliggjorde Queens Of The Stone Age som lørdagens hovednavn, lovede vi, at dagen ville blive et slaraffenland for rock- og indie-elskere. Dét bliver det! Masser af guitar, store følelser, flashbacks såvel som helt splinterny musik. Med de fire offentliggjorte lørdagsbands glæder vi os til en eminent festivaldag i Valbyparken, og det er blot halvdelen af line-up’et. Der er flere navne på vej, og man kan roligt glæde sig,” fortæller Xenia Grigat, der er programansvarlig på SYD FOR SOLEN.
SYD FOR SOLEN er tre dage med hver sit internationale hovednavn, skarpt forfulgt af et stærkt line-up med internationalt format, der rummer både danske og udenlandske navne. Hver dag har sit eget musikalske særpræg, og publikum vælger selv de dage, som passer perfekt til deres gode festivalstemning. På nuværende tidspunkt har festivalen offentliggjort den elektroniske superstjerne Fred again.. som torsdagens hovednavn, Queens Of The Stone Age som lørdagens hovednavn samt dagens tre tilføjelser til lørdagens program. Fredagens hovednavn og øvrige navne alle tre dage bliver løbende offentliggjort.
Toneangivende og hyperaktuel garagerockduo
Den engelsk-amerikanske garagerockduo The Kills, bestående af sanger Alison Mosshart og guitarist Jamie Hince, debuterede i 2003 og har her i oktober 2023 – efter en længere pause – udsendt deres sjette anmelderroste album ”Good Games”.
”The Kills er indbegrebet af sex, drugs and rock’n’roll, som man kender det fra 00’erne og starten af 10’erne med catchy melodier, skramlede riffs og – selvfølgelig – sorte læderjakker og stærk attitude. Bandet var toneangivende i den bølge af minimalistisk garagerock, der satte ild til rockscenen, og som den dag i dag står som netop dét, der definerede rocken i de år,” fortæller Xenia Grigat.
”Koncerten på SYD FOR SOLEN bliver et virkeligt glædeligt gensyn med et af den tids allerstærkeste navne. Men koncerten med The Kills bliver ikke bare ren nostalgi, for de kommer med et virkelig stærkt comeback-album i rygsækken. Her viser de, at deres sangskrivning har udviklet sig i en mere sonisk retning, med plads til både kor, klaver, blæsere og synth – uden på nogen måde at gå væk fra guitaren som det ultimative fundament,” fortsætter hun.
Magisk og sælsom indiefolk
Den amerikanske indiefolk-gruppe Big Thief består af guitarist sanger og hovedsangskriver Adrienne Lenker, guitarist Buck Meek, bassist Max Oleartchik og trommeslager James Krivchenia. Efter at have spillet sammen som band i et års tid, udsendte de debutpladen ”Masterpiece” i 2016. Siden har de udgivet intet mindre end fem studiealbum og turneret intensivt over hele verden.
”Big Thiefs musik er et helt unikt mix af singer/songwriter, upoleret indierock og folkhymner i helt fænomenalt smukke sange, der går lige i hjertet. Teksterne er dybt personlige, og leveringen er magisk hver evig eneste gang, de går på scenen. En koncert med Big Thief er et sælsomt møde med fire fintfølende musikere, der dyrker deres musikhistoriske rødder med akkuratesse og et dybt personligt udtryk,” fortæller Xenia Grigat.
”Og så er de anmelderroste på et næsten forbløffende niveau. De bevæger sig rundt i forskellige niche-genrer, men alligevel er det lykkedes dem at skabe en global fanbase, modtage grammy-nomineringer og opleve en sand stjerneregn udover alle deres udgivelser. Også herhjemme er de en kæmpe fan-favorit med flere udsolgte koncerter i bagagen,” fortsætter hun.
Højspændt og seriøs kaosenergi
Det svenske punkrockband Viagra Boys tog sin begyndelse da bassist Henrik Höckert hørte forsanger Sebastian Murphy udføre en alternativ version af Mariah Careys ”We Belong Together” på en karaokebar. Herefter de blev enige om at danne et punkrockband. De begyndte hurtigt efter debuten i 2018 at turnere internationalt, og er netop hjemvendt fra en arenatour i USA sammen med ingen ringere end Queens Of The Stone Age, som de altså genforenes med på dansk grund i Valbyparken til SYD FOR SOLEN.
”I 2024 kan man ikke lave en festivaldag med guitaren i højsædet uden at booke Viagra Boys. Det er punkrock med de vildeste hårdtpumpede riffs, tekster der går i kødet på samfundet, trommetæsk, kværnende basakkorder, og det man vist med rette kan kalde dødssaxofon. Sidst men ikke mindst et helt latterligt højt energiniveau,” fortæller Xenia Grigat.
”Deres koncerter er uforudsigelige. Og så alligevel, for der er garanti for et helt fantastisk kaosscenarie – men med musikere der spiller tight, og sange der leveres med den seriøsitet, som tekstuniverset kræver. Når de går musikalsk til angreb på både højreekstremisme og konspirationsteoretikere, så mener de det virkelig, og det kan man både se, mærke og høre – de er 100% uimodståelige,” afslutter Xenia Grigat.
Nye muligheder for billetkøbere i 2024
Man kan nyde sin favorit-genre på én enkelt dag. Men i 2024 vil det også være muligt købe billetter til både to eller tre dage på SYD FOR SOLEN, hvis man for eksempel både vil opleve klub-euforien om torsdagen og arsenalet af guitarbaskere på festivalens lørdag. En éndagsbillet koster 800,- DKK + gebyr, 2 valgfrie dage koster 1.450,- DKK og en partout billet til alle tre dage på SYD FOR SOLEN koster 2.100,- DKK. Billetter kan købes via billetlugen.